Hr. Spynje, jag Du den store Ørn,
Men ikke den liden Svale,
Saatidt Du gaaer i den grønne Lund
Og vil med Jomfruer tale!
Og pluk Du heller en Rosmarin,
Men ingen Forglemmigej,
Thi grædt jeg har, jeg fattige Mø,
Saatidt Du kom paa min Vej.
Selv gaaer Du med mig og taler Ord
Faure, foruden Lige;
Den Mand er aldrig i Verden fød,
Der kunde dem bedre sige.
Og hver en Jomfru, der lytter til,
Hun bliver din bedste Ven;
Saa vinder Du Dig Jomfruens Tro
Og giver ingen igjen.
Men nu skal Du ikke lokke mig,
Holdt end Du Himlen i Hænde;
Der er saa Mangen, bær Sorg for Dig,
— Min Sorg fanger, aldrig Ende.
Efter en skotsk Romance.