Det dages udi Østen,
Der skinner Sol paa Sky;
Men den, der slog sin Fjende ned,
Han rider saa langt af By.
»Og om jeg havde Venner,
Som jeg har Fjender nok,
Saa drog jeg Dig, Skjønjomfru, med,
Om end ved din gule Lok.«
Det var den skjønne Jomfru,
Saa højt hun ad ham lo:
»»Jeg har en Ven, der vogter mig,
Du lader mig vel i Ro!«« —
»Har Du en Ven, der vogter Dig,
Og om Du end det troer,
Saa gak Dig til den grønne Lind,
Der ligger han død paa Jord.« —
Den Jomfru gik en lønlig Gang
Ud til den grønne Lind,
Der laa den Herre død paa Jord
Med falmet Rosenskind:
»»Og ligger Du nu død paa Jord
Og slagen i dit Blod,
Det voldte Dig din faure Sang,
Dertil dit vilde Mod!
Og ligger Du nu død paa Jord,
Som var min største Skat,
Da levned Du mig efter kun
Stor Sorrig ved Dag og Nat.«« —
Saa gik hun til det høje Hus,
Hvor Mænd sad over Bord:
»Og hvem af Jer vil hjælpe mig
At lægge min Ven i Jord?« —
Slet ingen Mand gav Svar derpaa,
Men alle drak de Vin;
Alene gik den Jomfru bort
Til kjære Fæstemand sin.
Og det var med sit gule Haar
Hun tørred Blodet af,
Og det var med hans blanke Sværd
Hun grov den Ridder en Grav.
Og det var med sin hvide Haand
Hun Røgelsekarret svang,
Og det var med sin klare Røst
Hun Messen over ham sang. —
»Nu vil jeg gaa i Kloster ind
Og bære sorte Skrud,
Og gjerne mindes min Hjertenskjær
Og bede for ham til Gud.«
Efter det Flamske.