Hyrden drager sin Kappe paa,
Han lod sine Faar at græsse gaa
Ind under Bjergets Side
Mellem de Birke hvide.
Der kom to Bjergfruer gangende ned,
Og dem bad Hyrden have Guds Fred;
De vilde ham Intet svare,
De lo med Øjnene klare.
Den ene talte, som Svalen sang,
Den anden talte, som Klokken klang,
Den ene var hvid som en Due,
Den anden var rød som en Lue.
— Og kom Du, Hyrde! Gaa med os bort,
I Bjerget gjøres Dig Natten kort;
Og lad Du Faarene fare,
Dem kan dine Hunde vare. —
Den ene ham ind i Armen tog,
Den anden ham ind i Bjerget drog,
Men alle hans Faar og Hunde
De løbe vilde i Lunde.
Efter det Czechiske.