Hej, Zetinje, kolde Flod og klare!
Midt i Floden sejler der en Sølvbaad,
Og i Baaden roer den skjønne Pige,
Hendes Fødder er af Guld til Knæet,
Men af Elfenben er hendes Arme.
Og den skjønne Pige højt sig roser:
»Jeg har ingen Kvindedaad isinde,
Jeg vil ikke sy og ikke spinde,
Jeg vil ingen broget Kappe virke,
Jeg vil bygge selv den største Kirke;
Muren bygger jeg af Marmorstene,
Kuplen dækker jeg med Guld det rene.« —
Men det hørtes hen til Zargrads Sultan,
Og han sendte sine to Ulaker,
To Ulaker, tvende stærke Stridsmænd,
For at fange strax den skjønne Pige.
Men da Pigen de for Øjne skued,
Blev de begge rædde for at stride;
Foran Huset sad hun paa sin Guldstol
Med sin Silkehue paa sit Hoved
Og med Sablen fattet fast i Haanden.
Og de gik og hilste Zargrads Sultan:
»Stærke Sultan, Du vort klare Solskin!
Stærke Sultan, Du vor gyldne Krone!
Tag din Sabel, tag Du strax vort Hoved,
Vi tør ikke fange Pigen til Dig! —«
Men da harmed sig den stærke Sultan,
Og sin hele Hær han lod forsamle,
Hundred Maurer, hundred Janitscharer,
Og til Kamp mod Pigen gik de alle.
Men da raabte højt den skjønne Pige:
»»Lovet være Gud for hvert et Under,
Nu gaaer alle Tyrkerne imod mig! —««
Og hun tømmed op sin Hest med Slanger,
Med den værste Slange slog hun Hesten,
Men med Sablen hug hun ind paa Hæren,
Og den halve Hær hun slog med Sablen,
Men den halve drukned hun i Floden.
Og da vilde Zargrads Sultan flygte,
Men den skjønne Pige raabte til ham:
»»Staa nu, Sultan, og løb ikke fra mig!««
Og med Hænder tog hun Zargrads Sultan,
Og hun kasted ham omkuld i Græsset,
Med sin Kniv hun stak ham ud hans Øjne,
Slap ham derpaa løs at gaa paa Bjerget,
Og fra Sten til Sten omkring han hopper,
Som en Fugl, der hopper mellem Grene.
Oversat fra Serbisk (fra Tschernogorien).