Sol gaaer under Lide bagved Bjergets Side,
Paa den grønne Mark der falder Dug den blide;
Paa den grønne Mark gaaer Hesten om og græsser,
Og den græsser først og lytter siden efter,
Hvad den unge Pige taler til sin Moder:
»Du min gamle Moder, Du min hvide Rose,
Giv mig ikke bort til den, jeg ikke elsker,
Giv mig kun til ham, jeg elsker over alle!
Hos min Hjertenskjære sød min Søvn skal være
Selv med Markens kolde Sten til Hovedgjærde;
Af de grønne Blade, ej af Sølverfade,
Vil vi sammen spise, være sammen glade.«
Efter det Serbiske.