Der var to, som vandt hinanden kjære
Fra den første Tid, de begge fødtes,
Fra den første Tid, de kom tilsammen,
Vennen Jowo og Veninden Jela.
Af det samme Bæger drak de begge,
I det samme Vand de tvætted Haanden,
Tørred Haanden af i samme Klæde;
Under Klædet mødtes deres Hænder.
Og saa talte Vennen til Veninden:
»Du mit Hjerte, Jela, min Jelina!
Gjerne vil jeg Ungersvend Dig bede
Vil Du love Dig til Ungersvenden?« —
Og Veninden taled saa til Vennen:
»»Du mit Hjerte, Jowo, min Jovàne!
Naar Du beder, vil jeg gjerne love,
Jeg vil spørge strax min gamle Moder!««
Og hun spurgte strax sin gamle Moder:
»»Du min Moder, Du mit hvide Snebær,
Ungersvenden Jowo beder om mig,
Vil Du love mig til Ungersvenden?««
Og da svared hendes gamle Moder:
»Du min Datter, Du min røde Rose!
Du skal gives til en anden Bejler,
Til en anden Bejler, til en bedre.« —
Og til Jowo taled Pigen Jela:
»»Ak, Du Hjerte, Jowo, min Jowàne!
Læg Du Elskov til en anden Pige,
Til en anden Pige, til en bedre,
Til min Plejesøster, til Maruscha,
Naar vi selv kan aldrig komme sammen!««
Og da svared Jowo Pigen Jela:
»Ak, Du Hjerte, Jela, min Jelina!
Giv Du Agt paa Sol og alle Stjerner,
Og naar snart det bliver næste Lørdag,
Dø saa Du den næste Lørdagaften;
Jeg vil dø den næste Søndagmorgen.«
Og det skete, som de havde talet,
Og da snart det blev den næste Lørdag,
Døde Pigen Jela Lørdagaften,
Ungersvenden Jowo Søndagmorgen.
I den samme Grav de blev begravne,
Under Jord de gav hinanden Haanden.
Ingen vidste, hvor de var begravne,
Men da snart en lille Tid var gaaet,
Groede frem et Asketræ af Jowo,
Og en Rose groede frem af Jela.
Rosen snoer sig rundt om Asketræet,
Og de voxe begge op til Himlen.
Efter det Serbiske (fra Herzegowina).