Ak paa Marken, fjernt paa Marken vide
Ser jeg mig omkring til hver en Side;
Over grønne Enge Blomster trindt sig trænge,
Og paa Busken Hindbær hænge.
Og der hænge røde Bær og rige,
Og der gaaer Kosakken og hans Pige;
Og hans Pige græder, og hvorhen hun træder,
Falde Taarer allesteder.
»Ak, om før jeg unge Pige vidste
Om den værste Skade, jeg maa friste,
Hvad der værst mig skader, naar Du mig forlader,
Var jeg blevet hos min Fader!
Men nu gaaer jeg paa den vilde Hede,
Og den hvide Maane vil jeg bede:
Ak, Du Maane hvide, lys ved Nattetide,
Mens jeg selv saa ondt maa lide!
Jeg gaaer ganske bort, jeg unge Pige,
Hvor jeg er, jeg vil til Ingen sige.
Lykken, jeg fik kjende, faldt mig ud af Hænde,
Og min Sorg faaer aldrig Ende.«
Efter det Lillerussiske.