Ak, paa Marken voxe frem de store Blomster røde;
Ak for mig, det lidet Barn, er alle Frænder døde.
Hvorfor blev jeg ikke selv en Blomst paa vilde Hede?
Hvorfor er Enhver mig ond, og Alle paa mig vrede?
Derfor blev jeg ingen Blomst, at Gud jeg skulde kjende,
Derfor er Enhver mig ond, at jeg har ingen Frænde.
Allesammen hade mig og slaa mig mangelunde,
Gjerne slog jeg dem igjen, om ellers jeg det kunde.
Allesammen vil de mig som vilde Dyr forfølge,
Ingen vil mig lade gaa, og Ingen vil mig dølge.
Ak, Du kjære Gud i Himlen, luk mig hos Dig inde;
Sig til Ingen, hvor jeg er, at Ingen skal mig finde.
Efter det Lillerussiske.