Ak, min Stjerne, Du min Stjerne klar,
Du staar tidlig op bag den mørke Skov,
bag den mørke Skov, bag den drømmende.
I den mørke Skov, i det vaade Græs
gaar min Ungdomsbrud og min Kjærlighed,
og hvorhen hun gaar, gror der røde Bær,
og hun bukker sig, og hun plukker dem.
Mens hun plukker dem, farer helt hun vild,
og hun kalder højt i den mørke Skov:
„Raab nu, hvor Du er, Du min Hjertenskjær,
Du min bedste Ven, raab nu til mig hen,
raab Du efter mig, til jeg finder Dig,
tag mig med Dig ud af den mørke Skov!”
— Ak, min Ungdomsbrud, Du min Kjærlighed
jeg tør aldrig mer raabe til Dig nu.
Trende Ulve graa i mit Fodspor gaa,
og hvorhen jeg gaar, gaa de efter mig,
og den første Ulv er min Svigerfar,
og den anden Ulv er min Svigermor,
og den tredie Ulv er min nye Brud.
— Rul nu frem, rul frem, høje Tordenbrag!
spring fra Himlen ned, lyse Lyn, slaa ned,
lyse Lyn, være snar, træf min Svigerfar,
slaa Du ned paa Jord, knus min Svigermor!
— Men min nye Brud slaar jeg selv ihjel!