Far vel, min Rose, rød og prud,
min Aftensol, mit Held,
min Flammeblomst, som nu gaar ud,
min sidste Skat, far vel!
Jeg Roser brød i Morgengry
min Krans ved Dag jeg bandt,
men ingen Blomst var blid og bly
som den, min Aften fandt.
Lad nu kun falme Skov og Vang
i Mulm, hvor Skyggen faldt;
min Flammeblomst, min Solnedgang
var bedst, var bedst af Alt.
Af Alt var bedst det Blus i Kvæld
hvis Glød er nu brændt ud.
Far vel, min sidste Skat, far vel,
min Rose rød og prud!