Menneskers Ord falde tungt og tæt
paa mit Bryst som tyngende Stene.
Ud vil jeg, ud at aande let,
indaande Skovbundens Aandedræt
hos en Alf bag gyngende Grene.
Klagende, forsagende
lyder mig Menneskers Tale.
Kling Du, kling, Du betagende,
svulmende, dulmende, dragende
Røst af min Alf i Dale!