Der blinker højtoppe to Stjerner, to blide
med stirrende Blik, som i Dvale mig luller.
Det glimter paa Steppen af Skumtoppe hvide,
hvor Taagen med Mørket i Bølgegang ruller.
Det Hus, der engang var mit Hjem, staar nu øde,
bag Huset min Ungdom og Kjærlighed sover
i Havet af Taage, hvis Skumtoppe gløde,
mens Tvillingestjernerne funkle derover.
De Stjerner sig sænke, de Bølger sig højne,
tilsammen de smelte, dit Billed de tage.
Din Favn er mit Hjem, og mit Lys dine Øjne,
min Ungdom og Elskov, som vender tilbage! —