Om Himlens Rand har Natten lagt et Belte
af Dæmring lys og mild,
to hvide Smaaskyer løfte sig og smelte
i Maaneseglens Ild.
Som Alfebørn i Himlens Dyb de dykke
med Stjerneglans om Haar,
De vinke Dig, min Skat paa Jord, min Lykke,
min Lykke, som forgaar.
O, favn mig, Skat paa Jord, Du Himlens Eje,
din Arm omkring mig vind!
O, drag mig med ad morgenrøde Veje
i Lykkens Ophav ind!