Paa Mosen langs den tavse Lunds
det lave Hængekrat staar Taagen,
did synker ned og gaar til Bunds
den Uro, Dagens Larm holdt vaagen.
Og, hvor af Damp om El og Ask
paa Strimer Strimer ligge trukne,
fornemmer øret, Plask ved Plask,
hver Lyd af Liv i Mørket drukne.
Et Kys mig brænder paa min Kind,
et koldt, men elskovshedt tillige,
og Nattens Favn mig slutter ind,
og Nattens Syner om mig stige.