O ve for Lys og Lue, der gjør mig ør og vild,
et Hjerte for mig flammer, et Hjerte rødt som Ild.
Det flammer for mit øje, det gjør mig vild og ør,
det banker for mit øre, hør, Hjertet banker, hør!
Du stakkels, røde Hjerte, hvad kunde jeg derfor,
at Lykken, Du os søgte, blev aldrig, aldrig vor?
At selv Du brast som Lykken, hvad kunde jeg derved?
Du brustne, røde Hjerte, forsvind, far hen i Fred!
Lad her os finde Hvile, om Du mig end har kjær;
en Stjerne bliv paa Himlen, og vent mig, vent mig der!