Den lyver ikke, den indre Stemme,
der taler til os om Skyld og Brist,
saa intetsteds vi faa Ro og Rist
og intetsteds føle trygt os hjemme.
O, kunde blot for en stakket Frist
vor egen Anklagerøst vi glemme!
den lyver ikke, den indre Stemme,
der taler til os om Skyld og Brist.
Naar Mørket drypper som Regn fra Kvist
i Nattens Skaal, og af Glemslens Gjemme
staa Minder op, der som Gjenfærd skræmme,
da flammer Brøden bevidst, bevidst!
— Den lyver ikke, den indre Stemme.