Sin Sjæl aander ud den bedaarende Bregne,
dens Liv vejres bort af en vinterkold Vind,
blandt Pilenes Grene, som Skovsøen hegne,
strør Støvregnen Perler paa Edderkopspind.
Det risler med Løv fra den gulnede Lind,
det kredser i Luften af Blade, som segne;
sin Sjæl aander ud den bedaarende Bregne,
dens Liv vejres bort af en vinterkold Vind.
Hver blaaøjet Glemmigejblomst græd sig blind;
paa Efteraarshimlen, hvis Guldtoner blegne,
som Skygger sig Trækfugleskarerne tegne.
Mod Ætherens Dybder, i Dødskulden ind
sin Sjæl aander ud den bedaarende Bregne.