Ud om Søen slaar sig Nattens Rosenslør,
Sivets Silketoppe vagt i Vinden gynge;
skuffer mig min Sans, naar bag de høje Rør
sagte jeg en liflig Stemme hører synge?
Ingen er at se. Det stille, staalgraa Vands
blege Blink strø Lys paa Nøkkerosens Bæger;
Blomsten springer ud i Blus; en blaalig Glans
rundt omkring dens Kalk sig breder og bevæger.
Halvt mig griber Angst og halvt en lønlig Lyst;
bag et Flor af Damp, hvis Farver mig forvirre,
løfter sig en Arm og hvælver sig et Bryst,
ufravendt to mørke Øjne paa mig stirre.