Du friske Nat, som kysser ungt og ømt
og slynger blidt din Arm om begge Skuldre
paa mig, hvis Ungdom er til Døde dømt,
hvis fagre Form skal sygne hen og smuldre.
Jeg elsker, elsker Dig! Dog tag mig, tag,
læg mig i Skyggen af din Barm i Gjemme;
paa Jorden ængster mig den lyse Dag,
i Himlens-Klarhed har jeg ikke hjemme.
En Skumringsblomst jeg er, bryd Blomsten af;
tag hen mig, Nat, Du stille, dunkle, blide,
lad evigt mig som en forskudt Seraph
paa Rosenvinger gjennem Dæmring glide!