Vi har næsten ikke sovet inat,
Og Dagen har været saa lang;
Nu har vi os her paa Skamlerne sat,
Fortæl en Historie en Gang,
Vi ved, Du over hundrede kan!
Mens Faer og Moer gør Træet i Stand,
Fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa!
Men en, som er lang, at Tiden kan gaa!
Bedstemoder fortæller:
„Hver Juleaften netop nu,
Naar Julegrøden koger,
Da kommer — Peter, hører Du! —
Igjennem Aftnens Taager
Med store Kanestøvler paa
Den gamle Jul til Staden;
Fra Vindvet kan man se ham gaae
Paa Sneen gjennem Gaden.
Et deiligt Juletræ han bær,
Det største vist i Skoven!
Hans Skjæg naar lige til hans Knæer,
Og paa hans Hat foroven
Et lille Julelys der staar;
Det straaler og det skinner
Paa Næsen og de hvide Haar
Og paa hans røde Kinder.
Ved Husets Dør han stille staaer
Og lytter meget længe;
Han vide maa, før ind han gaaer,
Om der er slemme Drenge.
Og hører han, at Faer er vred,
Imens han Træet tænder,
Han rokker strax ad Trappen ned
Og ud paa Gaden render.
Men hører han, at Faer og Moer
Er glad for deres Drenge,
Imens de pynte Julebord
Og Lys i Træet hænge,
Da leer den gamle Julefaer,
Han ind i Stuen smutter.
Sit Lys fra Hatten ned han ta’er,
Det funkler og det futter.
Med det han hen til Træet gaaer
Og nikker i det samme;
Fra hvert et lille Lys strax staaer
En klar og deilig Flamme.
Se, der, hvor Julen ei gik ind,
Naar Døren op der lukkes,
Har Lysene et daarligt Skin
Og af sig selv de slukkes;
Men der hvor Julen har dem tændt,
De blive ved at skinne.
See derpaa har nu let man kjendt,
Om Julen var der inde!