Du gamle, rare Bedstemoer,
Hvor det var dejligt, at Du troer,
At nok Du ud tør kjøre!
Og Juletræet er saa stort;
— Jeg saae det staa i vores Port —
Nu skal Du bare høre!
See, først skal vi ha’e Risengrød;
Selv lille Hans paa Mutters Skjød
Han ogsaa „Mandlen” finde.
Naar Fa’er skær Hul paa Gaasen saa,
Han løfter mig, jeg kigge maa
Til Sveskerne derinde.
Vi trækker „Gaasekrog” for Spøg,
Og tænk! en stor Klat Syltetøi
SKal den, som vinder, have.
Saa lover Faer da ogsaa vist —
Det gjorde han i alt Fald sidst —
En „Springgaas” mig at lave.
Saa faar vi Puns i vore Glas,
Og Moer hun henter Juleknas
Fra Træet, som vi spise.
Men Gaasens Skaal vi drikke vil,
Og Faer han synger nok dertil
En morsom Julevise.
Og, naar til sidst vi klinket har,
Sin Søndagspibe henter Faer,
Og Hanne hun maa stoppe.
Med Julelys hun tænder den;
Saa leger Faer med os igjen,
Og vi bli’er længe oppe.
Farvel! For nu vil Karen gaa;
Men jeg Dig ikke sige maa,
Hvad vi skal hen og hente. —
Og kom nu rigtig tidligt, hva’!
Du kan jo kjøre hjemmefra,
Før Lygterne er tændte.