Du milde Drift, som Vellyst gyder
i hver en følsom Skabnings Siel,
skjøndt Malurt blandt din Honning flyder,
hvem skylder dig dog ei sit Held?
Vi alle veed af Mose Lære,
at Adam var den første Mand,
og over alt det Skabte Herre;
men ene, selskabsløs var han.
Selv Paradis ei kunde skjænke
hans tomme Hierte Roelighed.
Seent hensvandt Dagen med at tænke;
i tause Taare Natten gled.
Alfader saae hans stille Kummer,
bød den til Fryd forvandle sig:
Han vaagner af en salig Slummer,
seer Eva — og er lykkelig.
Nu fandt han først i Alting Orden,
Naturen kieded’ ei som nys.
Da saaes det første Ran paa Jorden;
Han Eva røvede et Kys.
Og da ved hendes Barm han hvilte,
Og Eden først hans Eden var,
for første gang selv Engle smilte,
velsignende det skyldfri Par.