Niels Henrich Weinwich (1755–1829)

Blandt Venners Grave, naar jeg omvanker,

Taare i Øiet sig snige frem.

Stirrende staaer jeg i dybe Tanker,

naar skal jeg engang vel møde dem?

Saadan og vorder engang min Boelig,

hvor jeg skal sove roelig,

ej Hiertet slaaer da meer.

Følesløs er jeg da til hver Stemme,

som mig gienkalder med Venskabs Røst,

kiærligste Haandtryk ei kan fornemme,

som kolde Iisklump er dette Bryst.

Men kan min Aand fra Støvet sig hæve,

skal jeg om Venner svæve,

og Taarer tørre bort.

Taarer de flyde, Hiertet det bløder,

ved hver en Grav, som skiuler en Ven.

Venner, som Livet andre forsøder,

hvor faaes disse snarlig igien?

Fred over Støvet, som her nu giemmes!

silde, nei aldrig glemmes

De, mens De var blandt os.