Som Blomst til liden Tue
Er bundet ved sin Rod,
Saa er til Hjemmet bundet
Hver Ætling med sit Blod;
Forunderligt at tages
Da fra sit eget Sted,
Forunderligt at drages
Og længes langt af Led.
Hvor underligt at stævne
Did, hvor vel Haabet bor,
Men Stuerne staar tomme
For Mindets Blomsterflor;
Vidunderligt at bygge
Det nye Haabets Hjem
Og langsomt i dets Skygge
Sé Minder spire frem.
Forunderligt at sige
Og sært at tænke paa —
Og var ej Kjærligheden,
Det lod sig ej forstaa!
Ved dén bli`r Mindet Moder,
Og Haabet — hendes Søn;
Hun sér i ham sit Billed
Og har i ham sin Løn.