Dend XX. Sang. For Søefarende
Under dend Melodie:
Under dend Melodie:
Beklage af ald min Sinde, etc.
Beklage af ald min Sinde, etc.
1.
O store GUd og HErre,
Som Himmel, Jord og Land
Aldmægtig kand regiere,
Ja Havets grumme Vand,
Vi paa dit Ord
Os nu til Søes begive,
Vort Verk og Værv at drive
Og gaar fra Land og Jord.
2.
Vort Seyl vi nu ophidse
For Vindens Puste-kast,
GUd! hielp det selv at tridse
Og holt derved saa fast,
At Storm og Stød
Og grumme Sky-kast ikke
Skal os til Graven skikke
I Havets vaade Skiød.
3.
De veedst vor Skibe-planke
Er næp tre Fingre breed,
Som Havets Bølger banke
Med Vold og Fyrighed:
Saa lit og er
Imellem Dødsens Hule
Og os, om Stormens Kule
Med Magt igiennemskiær.
4.
Dend første Seyle-snekke,
Som i Syndfloden flød,
Du vilde selv tildekke,
Der Synd og Vand sig skiød
Med Grumhed ud
Oppaa dend beged Kiiste,
Da Noah laa og priiste
Din Naade, Hierte Gud.
5.
Du haver og af Naade
Ført dine fordum vel
Igiennem Havets Vaade,
Og reddet deris Siæl!
Det røde Hav
Med Vand i Vand du mured,
At Pharao blev lured
Udi dend slibrig Grav.
6.
De som endnu skal fare
Ud paa de dybe Vand,
Befinder obenbare,
At tusind Ting i Strand
De Vidne bær,
At din’ aldmægtig Hænder
Alt Havet overspender,
Og hersker ene der.
7.
De kanst med Fingren true
Dend kaade bruse-søe,
Og Bølgers Stolthed kue,
Som skryde grumt og giøe;
Du kand saa snart
En Blik af Stormen giøre,
Og af en Blik opføre
En Storm med hastig Fart.
8.
O GUd! de seer vi ere
En liden Flyde-flok
Lad Bølgens Huus os bære,
Og lad din Engle-skok
Os stedse fri
Fra Luftens Fyrstis Fare,
Fra Leviathans Snare,
I Havets farlig Sti.
9.
Lad Væir og Vind os føye,
Lad Lykken i vort Seyl
Og til vor Gierning bøye,
O GUd! slae os ey feyl
Men hielp os frem,
At vi med Tak og Glæde
Paa Lande-jorden træde
Og kommer til vort Hiem.
10.
Gid og vi kunde lære
At vore Dage far,
Som Skib der seylend’ ere
I Havets Bølge-glar
Vi mod vor Død
Os daglig kand berede,
Indtil GUd vil os lede
I Himlens Havn og Skiød.