Hvor ofte sukker jeg, fordi dend haarde Lykke,
Som dog af HErrens Haand uddelis til enhver,
I allis Lodde ey med lige Skrammer skiær,
Mens alle dog i Fleng, oc hver i sær mon trykke,
Om end de Kroner vel paa deris Hoved bær,
Og om blant Betler-tall de slæt indregned er!
Dog skal hver tage mod sit Skæbne-skaaren Stykke,
Og saa sin Lykke-palt af beste Æfne smykke!
Hvi skal jeg da, O GUd! mig i min Deel ey skikke?
Imens jeg veed, at ey en Toorn min Food kand stikke,
Hvor ey din Haand er hos! Mens Tjden er kort,
Som Alting hâr paa Rygg, og blæser dennem bort.
Saa blæser jeg, og giør mig Taal, og blæß igien
Ad alle Ting, som dog af Tjden blæsis hen!