Det er mig engang for Sandhed sagt,
At mellem Kirkerne findes
En brøstfældig Een, jeg veed ikke hvor,
Dens Navn kan ei heller jeg mindes.
Den Kirke skal eie et Orgelværk,
Hvorpaa man ei vover at spille;
Thi hvergang Hymnen bruser derfra,
Da bæver den ormstukne Pille.
Da vakler Bygningen i sin Grund,
Da drøner den hele Halle,
Som Hvælvingen skulde briste derved,
Og Kirketaarnet nedfalde.
Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
Thi let det kunde jo hænde,
At Taarnet med alt sit kunstige-Stads
Og Snitværk faldt overende.
Man tør ikke spille det Orgel fuldt;
Men Orgelet har ikke Skylden,
Nei Kirken den er for svag og trang,
Den rummer ei Tonefylden.
Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
Man maa efter Kirken sig lempe,
Man tør kun præludere saa smaat,
Og Tonerne maa man dæmpe.
O Du, som dadled mig tidt, fordi
Jeg med min Følelse leger,
Fordi jeg skjuler bag lystig Spøg,
Hvad dybt mit Indre bevæger —
O, milde, fagre Veninde! viid,
Som Orgelet saa er mit Hjerte:
Det har et Omfang fra høieste Fryd
Og til den dybeste Smerte.
Naar Tonerne vækkes, som slumre deri,
Jeg føler mig mægtigt rystet;
Hvis Orglet derinde jeg spillede fuldt,
Jeg troer, det sprængte mig Brystet.
See derfor leger jeg med min Sorg
Og driver Gjæk med min Glæde;
Jeg tør ikke give mit Hjerte Røst,
Jeg tør ikke juble og græde.
Jeg tør ikke spille Orgelet fuldt,
Jeg maa efter Kirken mig lempe;
For ei at nedryste det vaklende Taarn,
Maa Tonernes Fylde jeg dæmpe.