Hun var saa from som Duen, saa kjærlig og god,
Roser og Violer skjød op for hendes Fod.
Saa fager hun var, at selv Kongen elskovsfuld,
Han vilde hende fæste med Ringens røde Guld.
Men bort fra ham sig vendte den Jomfru saa prud:
Hun var til Himlen viet — hun var en Christi Brud.
Saa vild i Hu blev Kongen; han fulgte hendes Fjed:
For at tvinge hendes Villie til jordisk Kjærlighed.
Da sprang hun ud i Havet fra Kullens høie Fjeld;
Om Hovedet sig lukked det dybe, dybe Væld.
I Havets Grund, den mørke, der er der evig Strid:
Hun haver vel i Jorden fortjent en Hvile blid.
Saa løsned sig fra Grunden en mægtig Kampesteen:
Den bar til Sjællands Kyster den hellige Jomfrues Been.
Den bar dem ned til Stranden hist under Klintetop;
De Bølger slog mod Klinten — men naaed ei derop.
Da bristed Klintevæggen — det var en deilig Qvæld;
Frem af den dybe Revne der sprang et Sundhedsvæld.
Nu fanger hun i Jorden en Hvile blid og sød;
Den Steen endnu paa Stranden af hendes Blod er rød.
Men fjernt ifra de vandre hen til den Frommes Grav,
Og slumre der, og læne den tunge Krykkestav.
Og alle de Smaafugle med Sang i Taarens Sky
Forkynde hendes Priis over Tidsvilde By.