Aarhundreder forsvandt. Paa Oldtids Grav
Steg nye Slægter frem med nye Drømme,
Op dukked Jorden, som af Syndflods Hav,
Af Folkevandringernes store Strømme;
Den vilde Attila hensmuldret var;
Glemt var Alaner, Hunner og Tartarer;
Med Frelserkorset bæved sig Ansgar
I Norden for de studsende Barbarer.
Aarhundreder forsvandt. Et Aandedræt
Kan nævne hine Talløse af Dage.
Hen over Kløften springer Tanken let;
Men svimlende den vender sig tilbage;
Den mindes, at den selv er kun en Drøm,
Et Fnug i Hvirvlen, seer fra Livets Tinde
I svundne Slægters Grav, seer Tidens Strøm
I Skum som et uhyre Vandfald svinde.
Vel kan vi tælle Navnene, som blandt
Den glemte Mængde trodsed Tidens Vælde;
Men Taarerne, som ud til Havet randt,
Dem kan den Evige kun hisset tælle,
Han, som har skabt de Millioner Liv,
Som os Historien med Gru opruller,
Henslæbte til Tyranners Tidsfordriv,
Optegnede som Nuller kun til Nuller.
Dog bøiet var endnu ei Tidens Ryg,
Skjøndt Seclers Byrde paa dens Nakke hviled,
Endskjøndt dens Børn henveiredes som Myg;
I evig Ungdomskraft Naturen smiled.
Af Vildmands Køllen sprang et Rosenflor,
Og Hænder, krumme af paa Sværd at holde,
Som Barnets, naar det beder Fadervor,
Andægtigt monne sig mod Himlen folde.
Ja, hellige Natur! op til dit Bryst,
En Søn af milde, af oplyste Dage,
Jeg hælder mig med dybtbevæget Lyst,
Og skuer paa hiin dunkle Tid tilbage.
Lad Harpens Toner fuld af Harmoni
Hvert fredløst Hjerte lære fromt at haabe.
At hæve Blikket fra den Strøm, hvori
Jeg selv engang skal svinde som en Draabe!
En sagte Morgenlustuing vifted fra
Det, som en Drøm i hine Dage kjendte,
Frugtbare, guldrige Amerika;
I Østen Dagen høit sin Fakkel tændte.
Da hæved sig paa Horizonten hvidt
Et Seil bagved de klippede Hebrider,
Der hvor Atlanterhavet strakte frit
Sit grændseløse Speil til tvende Sider.
Og nærmere en prægtig Snekke kom.
Som Fredens Due Skyen fløi derover,
Og underfuldt i Kreds paa Kreds derom
Som Glorier sig slynged Havets Vover;
Ved Kjølen Skummet hang som Perlesnor.
Med Psalmer hilsede man Dagens Stjerne,
Fra Kæmpebarme lød det dybe Chor,
Og Morgenvinden bar det i det Fjerne.
Ved Ørkenøerne, bag Øen Hæ,
Løb Snekken ind og kastede sit Anker.
I Stavnen, hældet op til Korsets Træ,
Sig hviled Høvdingen i dybe Tanker.
I Øiet funklede en Herskeraand,
Og Kraft og Mildhed troned paa hans Pande
Det var den norske Olaf Drygvason,
Som drog fra Syden hjem til Nordens Strande.
Fra Snekken paa den nøgne Klippekyst
De christne Kæmper med Kong Olaf stege.
Da skued de ved Straalerne fra Øst
I Kamp en Hær af Helteskygger blege.
Som Hevnens Aander fremmest stred de To,
Med tunge Slagsværd hugged de iblinde —
Med Seclers Alvor, med forstenet Ro;
Taus saae fra Buskene en dødbleg Qvinde.
„Tael! raabte Drygvason, og standsed bradt,
Du vilde Hær, est du af Trolddom bunden?”
Da lød en Stemme som fra Gravens Nat,
Og Hedins Skygge aabned langsomt Munden:
„Ærgjerrighed og Hevn til Kamp os drev,
Forbandelsen paa vore Isser hviler,
Ved Qvæld vi af hinanden myrded blev,
Ved Morgen hver til Kampen atter iler.
Femhundred Aar ophørte ei vor Strid,
Femhundred Vintre stivnede vor Aande;
Om Jorden grønnedes, om den var hvid.
Vi mærked ei for Jammer og for Vaande.
Kong Hogne, mindes jeg, hiin Gubbe hed,
Mit eget Navn har jeg forglemt i Sorgen.
Til Ragnarok vi kæmpe uden Fred,
Men hvor er Natten, som har ingen Morgen!”
Saa taled Skyggen. Sværd mod Sværdet klang,
Som Grene rasle høit i Vintrens Øde.
Fra Hognes Øine Vredens Funker sprang,
Og Negl og Skjæg var voxet som paa Døde.
Bleg Hildur sad; men Haarets rige Krands
Ei Secler falmede, skjøndt Hjertet iisned;
Den straalede endnu med gylden Glands
Som Evighedens Blomst, naar den er visnet.
Da hæved Olaf Korset i sin Haand,
Og herlig blussed han i Morgenrøden:
„Fred med hver vildledt, med hver rastløs Aand,
I Herrens Navn, som gik for os i Døden!
Fred med hver Sjæl, som i den dunkle Tid
Ei salig saae et Glimt af Himmelslammen!
Fred med de vilde Lidenskabers Strid,
I Jesu Navn!” og Kæmper svared: „Amen!”
Og bradt som Taage, underfuldt at see,
Sank Hilde sporløs med de blege Helte,
For Herren bøiede de Christne Knæ,
I Taarer saae man Trygvason at smelte. —
Bort foer han atter paa det vilde Hav.
Men seent i Tiden skued Nordens Skipper
Paa Hedins og paa Hognes Heltegrav
Et Kors at kneise paa de øde Klipper.
Forsvundet er nu atter tusind Aar.
Som Løget, der i Pyramiden grønnes,
Det gamle Sagn i Foraarsblomster staaer,
Og rører det et Hjerte, nok jeg lønnes.
O store Gud, lad stedse Enighed
Og Troskab samle Kræfterne i Norden!
Udbredt er Christendommens milde Fred,
Men Gøndul er ei død endnu paa Jorden!