„Kjender du mig, Konge?
Hør, din Søn dig kalder.
Førstegang Farvel mit
Fædrehjem jeg siger.
Vredes ei, jeg vækker
Dig vel neppe mere;
Siig et Ord til Sønnen,
Som du før forsæmte.”
Lig En, der har sovet,
Opløfted sit tunge,
Sit graanede Hoved
Den grublende Konge.
Tungsindig i Aanden
Paa Sønnen han saae;
Mørk slog han med Haanden
Og mælede: gaa!
„Sørgeligt du stilles,
Hjarand, nu fra Sønnen.
Kan jeg for, at Døden
Farved hvid min Moder!
Nu i Odins Navn da
Bort fra Norges Kyster
Følg mig hvo af Flokken
Frygter ei for Faren.”
Da blev der en Larmen.
Hver Kæmpe sig støtted
Halvopreist paa Armen
Forundret og lytted.
Heel kjed’ af den Hvile
Og søvnige Færd,
De grebe til Pile,
Til Hjelme og Sværd.
„Lade Lemmer længes,
Troer jeg, efter Legen?
Mod man mærker mangle
Mænd ei her i Norge.
Dog af Ti jeg tæller
Een kun til mit Følge.
Drengen er af Drømmen
Vækket nu til Daad.”
Saa talte den Kjække
Sig Tolv af de Stærke.
De monne sig strække,
De store Bersærke;
Det braged og knaged
I Lemmer og Led.
End aldrig i Slaget
De vege et Fjed.
„Skynd jer ned til Snekken;
Klarer Reb i Seilet.
Holder Fred, I Helte,
Hedin eder byder!
Snart jeg eder følger —
Fra den grønne Fjelddal;
Men med mine Minder
Maa jeg Afsked tage.”
Da skued hans Øie
Til Bjergfossens Vove,
Til Klipperne høie,
Til Elve og Skove.
Og aldrig saa herligt
Ham tykkes hans Hjem.
Da kaldte han kjærligt
Sin Nordbagge frem.
„Fri du skal nu flakke
Om imellem Fjelde;
Høit paa Havets Heste
Vil din Herre ride.
Hø af mine Hænder
Har du ofte taget;
Begge vi som Brødre
Sov i samme Baas.”
Men op slog den Vilde;
Ei Talen den rørte.
I Dalene stille
Dens Vrindsken man hørte.
Da monne det stamme
Bag Helten hans Navn:
Og kjærlig hans Amme
Ham aabned sin Favn.
„Qvæl mig ei, o Qvinde,
Med de mange Kjærtegn!
Trofast har du Barnet
Baaret ved dit Bryst;
Tro paa gode Guder
Gav du mig fra Vuggen.
De skal mig veilede
Mellem Sværd i Striden.”
„Ak, Hedin, hvad vindes
I Kampen den vilde?
Alt sælsom, jeg mindes,
Du var mig som Lille:
Mod Stjernen udstrakte
Du Hænderne smaae.
Hvor høit du dig rakte,
Den var ei at naae.”
„Større Stjerneskare
Vil jeg nu opsøge;
Høit fra Farens Fjelde
Fanger jeg den vel.
Golna gav mig Løvtet,
Derfor jeg mig gjorder
Blussende med Beltet
Og med Brynjens Bark.”
Sit Hovede rysted
Den trofaste Qvinde,
Og monne om Brystet
Ham Brynjen binde.
Veemodig hun nikked
Og nynned saa smaat
Sin Vise, med Blikket
Af Taarerne vaadt:
„Veiled ham, I Vætter,
Varlig t over Voven!
Julegrød i Gryden
Skal jeg eder give;
Offerhorn i Hallen
Hældes skal paa Ilden.
Da skal Storm ei standse
Hjarands raske Søn!”
Saa sang hun; men Skoven
Alt Ynglingen dulgte.
Med Gjøen til Voven
Ham Porthunden fulgte.
Fra Kongsgaarden vifted
Et Liinklæde hvidt.
Veemodig han skifted
Til Elvbredden Skridt.
„Saa Farvel, I Fjelde,
Dal, hvor jeg er fostret!
Dunkel Skjæbnen driver
Mig til Kamp og Daad.
Aldrig mig af Minde
Skal min Barndom gange.
Navnløs neppe, Norge,
Du gjenseer mig meer!”
Heel snarlig forsvunden
Han var paa sin Drage;
Men eensom stod Hunden
Paa Stranden tilbage.
Ud stirred dens Blikke,
Hvor Hedin forsvandt,
Og urørt dens Drikke
Og Æde man fandt.