Det er Midnat; ved min Lampe
Sidder jeg og drømmer vaagen;
For mig ligger Sagabogen
Med forsvundne Slægters Kampe.
Vidt oplukked staae den sorte,
Tause Skyggeverdens Porte;
Ud paa Stormens Vinger farer
Ængstende Dæmoners Skarer,
Liste sig paa skjulte Veie
Til saa mangt et søvnløst Leie
Om i Hytte og i Borg.
Betleren og Han med Krone
Føle sig nu Støv som Ormen;
Men igjennem Mulm og Stormen
Stige op fra Jordens Sønner
Sukkende de stille Bønner;
Ned for Verdensmandens Trone
Knæle de med Støvets Sorg.
Ogsaa jeg opsender mine;
Lad kun Vinterstormen hvine,
Pidsk kun, Regn, og suus, I Vinde,
Freden er min Gjæst herinde.
Op af Tankedybets Vover,
Medens rundtom Livet sover,
Hjertets skjulte Længsel dukker.
Veed du, Verden, hvad den sukker
Ved den stille Midnatstid?
Glemsel, Glemsel for hver Strid!
Kjærlighed til dig og Livet,
Skjøndt du har mig Kulde givet,
Skjøndt med Blyvægt Sjælens Vinger
Smaalig du i Støvet tvinger;
Det er Kjærlighed, som skraber
Flammende paa mine Læber,
Som opløfter her sit Raab,
Som til denne Saga klæber
Sig med et begejstret Haab.
Haab — ja, hvilket Haab du spørger;
Troer du, Ven, for Dagens Hæder
Jeg mig ængster eller sørger?
At det er for Roes man qvæder?
Kjære, nei med slige Sorger
Følte man sig aldrig Borger
Af det frie Sangens Rige;
Ei paa slig en daarlig Stige,
Af Forfængelighed svimmel,
Stiger Aanden i Guds Himmel.
Der tør kun med Barnets Tanke
Den i rene Timer banke,
Naar at den vil lukkes ind.
Hverdags Roes og Hverdags Dadel
Kan vel hæve, kan vel fælde;
O, men føler Sjælen Adel,
Tør den vel til Gud sig hælde.
Døgnets Bølge hastigt ruller;
Dverge kravle paa dens Skulder,
Styrte ned hverandre blinde,
Stræbe hjerteløst at krænke
Hver, som noget meer vil vinde,
Hver, der ei som de vil tænke:
Hylde Skal og hylde Skin.
Dog mig Sligt ei sætter Rynker;
Moden stiger, Moden synker.
Haabet, som jeg rækker Haanden,
Mens paa Digterbanen Aanden
Stræber til Selvstændighed,
Det er Agtelse at finde,
Det er Kjærlighed at vinde,
Ædle Sjæles Kjærlighed!
O tilgiv, om jeg forlanger
Meer end du den unge Sanger,
Strenge Verden, end kan skjænke.
Ak, jeg vil jo ei dig krænke,
Om jeg end i Løndom sukker,
Medens jeg for dig oplukker
Sjælens bedste Helligdom;
Ind din store Vrimmel stormer,
Seer kun paa de ydre Former,
Seer i Drømmene kun Dukker,
Styrter dem i Støvet om.
Dog jeg vinker dig Velkommen!
Venter tryg og rolig Dommen,
Byder dig ind i min Hytte
Til mit Oldtidsqvad at lytte.
Skam dig ei, at den er liden;
Husk, det er ved Juletiden,
Da hver Hytte fik en Adel,
Saa ei Verdens Hovmod voved,
Fra sin gyldne Høiheds Sadel,
Reent at see den over Hoved.
Du, som stolt og fornemt skuer
Ned paa Fædrene og gruer
For de blodige Barbarer,
Held dig, Ven, din Tid forklarer
Dine Savn og Lidenskaber;
Kolde Dommer, tak din Skaber
For at du fra lyse Dage
Overseer den blinde Strid.
Ogsaa vi skal dømmes, Svage,
Naar Aartusinder tilbage
See paa os og paa vor Tid.
Stig paa Morgenrødens Høie;
Sku med mig til alle Sider.
Hvorfor see med Fordoms Øie?
Godt er der til alle Tider!
Som nu vor for Lyset strider,
Stred for Lyset og den gamle;
Ogsaa vi kan blinde famle.
Ham dig let paa Aandens Vinger,
Aanden, Tanken er kun fri!
Opad peger Herrens Finger.
Hør, bag Livets Tummel klinger
Evig, evig Harmoni!
Verdens Skaber i det Høie,
Hør min Bøn i Midnatsstunden!
Eensom staaer jeg for dit Øie,
Standser Ordet ei paa Munden;
Du har lagt mig det paa Læben,
Du har vækket selv min Stræben.
O, saa lad den viet være
Dig til Priis og dig til Ære!
Lad, trods alle Røster kolde,
Simpel, ligefrem og kjærlig
Fast mig bed Naturen holde,
Hvor din Stjerne leder herlig!
Lad min Sang om Kamp og Helte,
Under Lyst og Kummer, ja.
Lad den hæve sig og smelte
Hen i et Haleluja!