Paa Garderika’s Sletter
Foer Svensken frem med Sei’r,
I klare Stjernenætter
Han slog ved Dvina Leir
Som Sværme vilde Bier,
I Høst, med hvasse Braad.
Paa Marker og paa Stier
Var Spoer af blodig Daad.
Paa Flodens anden Side
Den trængte Russer stod.
De Bølger fløde stride,
Ret som en Taareflod;
En Ø deri sig speiled’,
Hvor Kæmper Holmgang gik;
Til den hver Dag de seiled’
Ved Lurenes Musik.
Blandt Sveakongens Helte
En ukjendt Kæmpe var:
Et vældigt Sværd ved Belte,
Et Harnisk sort han bar.
Fra Kamp i Østerleden
Han vendte nylig hjem,
Nu stod han der paa Breden
Og ædsked’ Russen frem.
Men ingen Luur ham svarer
I Fjendehæren meer;
Thi ak! dens bedste Skarer
Var’ segned’ for hans Sværd.
„Vee!” skreg de: „det er Høder,
Som, med sin Mistelteen,
Er stegen ned og øder
Os Arme Hver og Een!”
Da landed’ med sin Snekke
En solbrændt Ungersvend:
Som Konge stod den Kjække
Blandt vilde Strandhugsmænd;
Hans blanke Vaaben straaled’
I Morgensolens Guld;
Man saae paa Høidemaalet,
Han var af Kæmpekuld.
Om Landets Trængsel hørte
Han med et freidigt Smiil.
Til Kongetæltet førte
Ham Russerne med Iil:
Med Sølverskjæg derinde
Den gamle Fyrste sad;
En ung og deilig Qvinde
Ved Harpen stod og kvad:
De Lokker laae saa sorte
Som Slanger over Snee,
Som Gimles aabne Porte
Var Øinene at see;
Bag Pandsret Barmen bølged’
Som Havet efter Storm;
Til Knæet Skjørtet dølged’
Kun Kongedatt’rens Form.
Med store Øine skued’
Kong Skatte fra sin Stol;
Thi Heltens Pandser lued’
Saa klart som Himlens Sol;
Han støtted’ sig paa Sværdet,
Som Kampens Gud paa Thing,
Og saae sig uforfærdet
Med Falkeblik omkring.
Ei kold som Odins Rinde,
Men venligt, lo den Mø;
Dog ei saa skjøn som hende
Han saae paa Sjølunds Ø.
Sin gyldne Harpe satte
Hun rødmende i Krog,
Da hendes Fader Skatte
Heel mørk til Orde tog:
„Hvad vil du Helt, som træder
I de Betrængtes Leir?
Her blomstrer ingen Hæder.
Her trives ingen Seir!
Skynd dig til fjerne Strande;
Fortæl i Kvællen der:
At srtart blandt Verdens Lande
Er intet Rusland meer!”
„Nei!” svarede den unge,
Den mandigskjønne Helt:
„Heel daarlig, gamle Konge,
Du taler i dit Tælt!
End er din Magt ei røvet!
Kun Nornen veed hvad skeer!
Du føler Frost før Løvet
Falder af Skovens Træ’r!
Den Mand, der frygter Døden,
Han lider tifold den!
Og Graat blier Godt igjen!
Paa Farens golde Klipper
Gro er Haabets grønne Gran!
Hvo Vragets Bræt ei slipper,
Naaer ofte frelsk til Land!”
Forbauset Kæmpegruppen
Paa Vikingsmanden saae;
Da mæled’ Kongegubben
Med Purpurkaaben paa:
„En Mand saa stærk og fager
Jeg skued’ endnu ei!
Ha! hvis ei Alt bedrager,
Da est du Asa-Frei!”
„Dig skuffer dine Blikke!”
Gav Ynglingen til Svar:
Thi Freier er jeg ikke;
Men kun en Sjællandsfa’r!
Ved Isefjord paa Leire,
Der staaer min Fødestavn.
Jeg søger Kamp og Seire,
Og Haldan er mit Navn!”
Da traadte fra sit Sæde
Den gamle Konge fro,
Og rakte ham med Glæde
De runkne Hænder to:
„Og est du end ei Freie
Velkommen dog os vær!
Dit Heltery opveier
Det Halve af en Hær!
At du kan Kæmper fælde,
Med Sværd og Kjep og Kolv,
Det har jeg hørt fortælle:
Ved Sundet slogst du Tolv!
Dog, denne svenske Løve
Ham fælder du os knap!
Thi Sværde kan han døve,
Og er som Lynet rap!
Men hvis du med din Klinge
Kan tappe Svenskens Blod,
Og kan med Seier tvinge
Kong Alver’s Overmod:
Da Helt foruden Lige,
Da skal du faae til Løn,
I Arv mit Kongerige
Dertil min Datter skjøn!”
Med Flammeblik Fyrstinden
Paa Leirehelten saae;
Dog tro han blev Kjærminden
Med Øine himmelblaae.
Han svared’: „Kjøbmand tinger
Om Handelsvarers Priis!
For Æren kun jeg svinger
Mit Sværd paa Helteviis!
Kun daarligt bær en Fremmed
Et Riges Herskerstav!
Mig vinker Fædrehjemmet,
Hist i det fjerne Hav:
Med lyngbegrode Grave,
Med Blomster paa sin Vang,
Med Herthas Bøgehave,
Med Sang og Harpeklang.
Af Beilere dit Rige
Vel eier fleer end nok!
I Hiemmet alt en Pige
Mig bandt med gylden Lok!
Nu gaaer jeg hen og strider;
Lad komme kun en Hær!
Paa Guderne jeg lider,
Og paa mit gode Sværd!”
Saa gik han hen til Voven
Og raabte paa dens Bred,
Saa Tæltene og Skoven
Gav Gjenlyd høit derved:
„Du, som ved Seid kan seire,
Kom hid! og tag din Løn!
Dig ædsker her fra Leire
Kong Regnolds Datterson!”
Paa Flodens anden Side
Den mørke Kæmpe stod
En Stund, som til at stride,
Der mangled’ ham paa Mod;
Og da han Stemmen hæved’
Fra pandserdækte Bryst,
Heelt underligt da bæved’
Og sittrede hans Røst:
„Om dig i Skjaldens Sange
Jeg har kun lidet hørt,
Mens jeg vel syvti Gange
I Strid har Dødshug ført!
Men mægter du at fælde
To Snese stærke Mænd,
Da kan du her dig melde
Til Enekamp igjen!”
„Det skal ei vare længe!”
Saa Haldans Gjensvar lød,
Og Kindens dybe Flænge
Blev mere blodigrød
„Ved Odin i Valhalle!
Jeg af dit Hovmod leer!
Snart om mit Navn blandt Skjalde
Du skal ei spørge meer!”
Saa styrted’ han forvoven
Ud i den stride Flod,
Og kæmpede med Voven
Til han paa Holmen stod.
En Svensk han der udædsked’
Til Kamp paa Død og Liv
Og i hans Hjerte læsked’
Sin blanke Heltekniv.
Den Anden, som sig voved’
Mod ham i Kæmpegang,
Ham tyktes godt et Hoved
Paa Jettemaal for lang;
Mod Stub han satte Knæet
Og korted’ Svenskens Krop;
Net som naar Boltetræet
Slaaer Kastebolten op.
Den anden Dag han Trende
Paa eengang ædsked’ frem;
Og Lysing slog, til Kjende,
Sin Huggetand i dem.
Den tredie Morgen Fire,
Og Fem den fjerde Kvæl
Sprang efter Haldans Lire
I Dødningdands til Hel.
Saa kløved’ han med Sværdet
Hver Dag en Kæmpe fleer:
De Svenske stod’ forfærdet;
Men fro var Skattes Hær:
Med Gubben, Hermuntrude
Saae over Bølgen blank,
Hvordan, som Slagtestude,
Med Brøl de Svenske sank.
Saa Haldan stod en Uge
Og fældede i den
De stærke Fyrgetjuge
Af Svea Kongens Mænd.
Hver Morgenrøde vinked’
Ham hen til Stridens Ø;
Hver Nat, naar Stjernen blinked’,
Han tænkte paa sin Mø.
Af Hermuntrude kronet
Han blev med Seirens Krands;
Dog atter Luren toned
Til blodig Heltedands;
Til Øen over Floden
Svam Haldan som en Aal,
Fra Issen og til Foden
Var Kroppen dækt med Staal.
En Klud omkring hans Værge
Var svøbt af gamle Kold;
Det hjalp paa Finlands Bjerge
Den Baadsmand mod en Trold.
„Brug nu din Svenskekløver!”
Han brummed’ i sit Skjæg:
„Med slig en Klud ei døver
Selv Loke Sværdets Eg!”
Da Haldan kvad: „Du Rise!
Kom nu, hvis du har Mod:
Min Lysing skal dig vise,
Jeg er af Odelsblod!
Med Længsel i sit Rige
Dig venter Hel til Gjæst!
Nu ere vi dog Lige!
Og Lige lege bedst!”
Med Sværdene fra Bælte
Snart begge Kæmper stod’,
Og sagtere sig velted’
Smaa-Bølgerne i Flod,
Som vilde de sig mætte
Ved Synet af den Dyst;
Da faldt de Sværdhug tætte
Som Hagelkorn i Høst.
En fælsom Flamme lued’
I Svea-Kæmpens Blik;
Men alle Hjerter grued’.
Som saae de Hug og Stik:
Som Hval mod Hval de strede,
Som Hav mod Himlens Ild;
De hamrede som Smede,
Men mest var Haldan snild.
Dybt ind i Svenskens Skulder,
Som Lynet, Lysing foer;
Han faldt med Brag og Bulder,
Lig fældet Eeg, til Jord.
Alt Haldan vilde dræbe
Ham med et vældigt Hug,
Da fra den Faldnes Læbe
Det toned’ som et Suk:
„Ha! vee dig, vee! hvad har du gjort!
Bøi til min Mund dit Øre,
Da skal du her fra Dødens Port
En lystig Nyhed høre,
Der klinge vil som Ugleskrig
Og stikke som en giftig Pig:
Dens Røst paa Jord og Bølge,
Til Graven dig skal følge!
Har du om Hildiger ei hørt? —
Den vilde Søn af Gunner?
Vel gyse maa din Siæl som rørt
Af mørke Troldomsruner!
Kvad Drothe ei et Eventyr
Om Sønnen, som til Skovens Dyr
Af Faderen blev jaget,
Med Spark fra Fædretaget?
Ham har du offret Hela her!
Nu Broderblod dig pletter!
Hvi kryster du saa vild dit Sværd?
Ei Graad dets Rust aftvætter!
Dog, ei jeg dig forbande vil;
Det Hele var kun Lokes Spil:
For Troldens List jeg bløder!
Du stred jo blindt som Høder!
Uskyldig, som den skarpe Od,
Du var, paa Rotas Landse.
En Stund vel i din raske Daad
Jeg søgte dig at standse;
Men større Magter bød den skee;
Hvi raaber du da Ak og Vee?
Naar Heltehjertet brister,
Da jubler Dybets Frister!
Bedækket med et evigt Slør
Nedskue fra det Høie,
Udover Verden, Tidens Møer,
Og Intet kan dem bøie!
De kjende ei til Graad og Smiil:
Kold sender Skulda Dødens Piil,
Og Askurs Børn tilveier,
Dod, Qvaler eller Seier!
Jeg har nu lidt, jeg har nu stridt,
Og moden er jeg vorden!
Som Bølgen har jeg tumlet vidt
I Syden og i Norden.
Nu reis for mine trætte Been,
Paa Havets Bred en Bautasteen;
At Storm og vilde Vover
Kan bruse hen derover!
Mit Liv var som en vild Orkan,
Der suser over Heden;
Paa Klippen skjød jeg op, en Gran
Høit over Afgrunds-Bredden:
Kun kort jeg laae ved Moders Bryst;
Forbandet af min Faders Røst
Jeg styrted’ ud i Striden
Og saae dem aldrig siden.
Den hele Verden Krig jeg svoer
Og lo naar Stormen sused’;
Min Hjemstavn blev den vide Jord,
Og Skovens Ulv mig hused’. —
Jeg favnede en Liljevand;
Men hun var falsk som Skum paa Band.
Naar Hjelmene jeg kløved’,
Det Hjertets Uro døved’.
See dette svenske Skjold, hvortil
Jeg træt mit Hoved helder,
Med Farver snildt, min Idræt vild
Og Heltedaad fortæller;
Men midt deri min Søn du seer;
Ham myrded’ jeg med dette Sværd,
Med samt hans Moder Rinde,
Der boled’ med min Fjende.
Eia! nu endes Livets Leeg,
Med Sorg og Kamp og Seire!
Hvert Græsstraa og hver Kæmpe-Eeg
Skal Skuld engang henveire.
Jeg væmmes ved det Gjøglespil!
Nu kysser Hel mit Øie til;
Nu Stormens kolde Tunge
Mit Drapa høit skal sjunge!”
Saa Hovedet han bøied’,
Og mørk sin Aand opgav. —
Med Graad i Helteøiet
Grov Haldan ham en Grav:
„Fred!” hvisked han: „du arme,
Du vildt forførte Sjæl!
As-Odin sig forbarme
Og hæve dig fra Hel!
Dig Livets bittre Smerte
Opirrede til Trods.
Dit stolte Heltehjerte
Frembruste som en Foss;
Men ingen Regnbu’ hvælved’
Sit Farveskjær deri;
Med Rædsel Alle skjælved’
Paa din blodige Sti.
For snever var fra Vuggen
Dig Friggas vide Jord —
Ak! nu er Askekrukken
Din Haandfuld Støv for stor!
Nu Lyng og Græs skal klæde
Din ubekjendte Grav,
Og ved dit Leie græde
Det store, vilde Hav!
Høit juble Ruslands Horder;
Thi Svensken flygter ræd; —
Den Frelse dyr mig vorder,
Den koster mig min Fred!
Ja! priis du kun min Seier,
Du Drot med Sølverhaar!
Dit hele Land opveier
Mig ei mit Hjerte-Saar!
Hvad vil min gamle Moder
Vel svare mig dertil,
At rasende, min Broder
Jeg slog i Heltespil?
Ak! vil hun ei forbande
Mig med sit sidste Suk?
Hvi kløved’ ei min Pande,
O Hildiger, dit Hug!
Dog bort du usle Smerte,
Du Nastronds fule Orm!
Suus høit for dette Hjerte
Din Seierssang, o Storm!
Vink mig blandt Sværd og Skjolde
Til Hettedandsen Thor!
Og styrk mig til at holde
Den Eed, jeg Danmark svoer!
Min Faders Aand mig vinker
Til Kamp og Stor-Bedrift!
End Nordens Himmel blinker
Med gylden Runeskrift!
Nu seiler jeg tilbage
Til mine Fædres Land,
Der venter mig med Klage
Min Lilie paa Strand.
Farvel du Kongedatter!
Farvel du gamle Drot!
Jert Venskab høit jeg skatter;
I mene mig det godt!
Græd ei! i Valhals Sale,
Naar endt er Livets Strid,
Vi skal vist atter tale
Om den forsvundne Tid!