Paa blodig Vinge over Norden
Med Haldans Hæder Rygtet fløi.
De Brødre Tolv var stedt’ til Jorden,
I Kæmpehøi ved Kæmpehøi;
Men Ynglingen stod karsk i Lunden
Dog lænket var den stolte Aand,
I gylden Snor som Falken bunden
Af Kongedatt’rens Liljehaand.
Dengang man bragte ham paa Baar
Og Helten laa som kold og død,
Da tog den Yndige med Taare
Hans blege Hoved i sit Skjød.
Henover Leiet sad hun bøiet,
Og lytted’ til hans Aande tyst;
Men, da han atter aabned’ Øiet,
Da sank hun smeltet til hans Bryst.
Nu gik de Elskende i Skoven:
Som Aftenstjernen var hun mild;
Han ligned’ Solen, naar foroven
Den blusser i sin Himmelild.
Det var som tvende Toner bæved’
Fra samme gyldne Harpe ud,
Som Askur, da han Øiet hæved’
Til Embla Jordens første Brud.
Den Skjønnes Frygtsomhed var veget,
Nys løb hun sky i grønne Lund,
Og Sorgløshedens Alfer leged’
Omkring den fine Rosenmund;
Nu heldet til den stærke Stamme
Den vilde Vedbendranke stod,
Og stadig gik hun som sin tamme,
Sin stolte Hjort paa letten Fod.
Og Kinden lued’, Øiet straaled’,
De glemte Jorden og dens Savn;
Det var som, salige ved Maalet,
To Sjæle synke Favn i Favn.
Med Egelov hun Helten smykte;
Han stirred’ i de Øine blaae.
Og Alt hvad Aand og Hjerte søgte:
Et Gimle, dybt i dem han saae.
„O!” raabte han: „du Dis, som svæved’
Til Jordens Dale Freia lig!
Er du en Drøm af Roser vævet,
Af Liljer, for at blende mig?
Nei siig du er en Emblas Datter,
Du friske, faure Blomsterknop!
Men drømmer jeg, da lad ei atter
Mig for i Valhal vaagne op!”
Da hæved’ smilende hun Øiet:
„Et Jordens Barn jeg er som du,
Med jordisk Elskov Freia bøied’
Til dig den Frændeløses Hu!
Som Granen sig til Klippen knuger,
Saa slynger sig min Arm om dig!
Kun af din Heltesol jeg suger
Den Fryd der gjennemstrømmer mig!”
Jeg har ei hviilt i Moderarme,
Jeg kjender Faderomhu ei;
Og ene stod jeg med mit varme,
Mit fulde Bryst i Livets Mai;
Da tyktes Verden tidt mig øde,
Med al sin vilde Kamp og Gru;
O da! da kom dn mig i Møde:
Hvor tryg, hvor salig er jeg nu!”
„Nei!” raabte han: „ei Gimle eier,
En renere, en bedre Lyst!
Men bort fra dig, til Kamp og Seier,
Mig kalder atter Ærens Røst!
En Mand kan ei som Kvinden hvile;
Som Arnens er hans stolte Flugt!
Først efter Stormen kan han ile,
Som Bølgen, til sin Blomsterbugt!
Ved Dag, ved Nat mit Hjerte brænder
At frelse kjækt mit Fødeland!
Naar atter jeg tilbage vender
Med Sei’r og Held fra fremmed’ Strand
Da tør jeg vel med Fyrster beile
Til dig, min fagre Skjoldungmø!
Og fri skal gamle Danmark speile
Sin grønne Strand i sølvblaa Sø!
Ja Haabet for mit Øie dandser
Med gyldne Haar; det ligner dig!
Og bag de røde Kampens Landser
Et deiligt Billed vinker mig!
Jeg seer et Par i Purpurkaabe,
Paa Danmarks Throne Favn i Favn!
Jeg hører Folkets Jubel raabe
Paa Haldans og Gyrithas Navn!
Jeg seer paa Marken Rug og Bygget,
Til Landets Nødtørft gyldent staae!
Jeg seer af Bøgeskov beskygget,
I Kløver røde Hjorde gaae!
Jeg seer den fulde Lade aaben,
Som i Kong Frodes Tider før;
Og Kraften staae med Seirens Vaaben
Som Skildvagt tro for Landets Dør!
Paa Hav og Fjord skal Snekken svømme
Med Træ og Skind og Mjød og Korn!
Og frie Mænd skal ærligt tømme
For Landets Fader mangt et Horn!
Med Ro’s og Rolf’s hans Navn skal lignes
Om tusind Aar i Skjaldens Qvad;
Gyritha’s Navn i Nanna’s, Signe’s
Indslynget staae paa Sagas Blad!
Saa sværg mig da, ved Alt hvad herligt
Der findes i det stolte Nord:
At du vil elske mig saa kjærligt
Som ingen anden Mand paa Jord!
Lad mellem os sig Bjerge stille,
Dog Sjælen rækker Sjælen Haand,
Og ved de Frække, der vil skille
Hvad Freia bandt med Rosenbaand!”
„Ja kun for dig min Barm skal banke!”
Hun kvad: „til den ei føler meer!
Som din Valkyrie, min Tanke
Skal følge dig blandt Fjenders Sværd!
Dens Duevinge skal dig værne
For Faren i den vilde Strid
Og vinke dig som Freias Stjerne,
Bag Bøgene ved Aftentid!
O, kunne jeg i Strid dig følge!
Og var jeg som min Moder dog
En Skjoldmø, der paa Land og Bølge
Fremstormede paa Vikingstog,
Jeg skulde med mit Bryst dig dække!
Og faldt du i den grumme Dyst,
Jeg skulde bleg i Døden lægge
Mit Hoved til dit Heltebryst!
Men altfor tung for mig er Landsen,
Jeg passer ei i Helteleir!
Jeg kan kun flette Hæderskrandsen,
Og bede for den Stoltes Sei’r!
Jeg er en stakkels, bleg Kjærminde
Der trives kun paa Fredens Strand;
Men elske kan jeg som en Kvinde
Har endnu elsket nogen Mand!”
„Nu saa farvel Gyritha! Stunden
Til Afsted længst for os alt slog.
Hos dig du Lysalf, her i Lunden,
Jeg glemmer fast mit Vikingstog!
Hør Bølgen kalder mig fra Stranden,
Og Solen blusser som en Baun!
Du vil dog ei berøve Manden
Hans Hæder og hans Heltenavn?”
Saa græd da ei min rene Lilje
Vi stilles kun en stakket Frisk!
Og segner jeg paa blodig Tilje:
Da samles vi hos Freia hist!
Ha, smelt mig ikke med din Klage!
Naar Norden priser Borkords Søn,
Da vender han til dig tilbage:
Og du og Danmark blier hans Løn!”
Saa talte han og svandt i Lunden,
Gyritha stod med udbredt Favn:
En deilig Fee ved Troldom bunden;
Paa Læben svæved’ Haldans Navn.
De rige Lokker fløi i Vinden;
Paa Kinden hede Taarer randt:
Hun stod som Kjerlighedsgudinden,
Da hun ei meer sin Odur fandt.