Hvad Sangens Guldfugl om Drothe kvad,
Som sangen sad.
Ham ringed’ stedse for Øre:
Fra Hulen hun sortes med rigen Skat;
Men Regnolds Sværd fik ei Gunner fat:
„Det Sværd, det maa mig tilhøre!”
At sidde stedse paa samme Plet,
Lad Kvinder det!
Sig Himlen speiler i Draaben!
Men Helten stormer i Verden ud.
Hvor Æren vinker ham som en Brud:
Til den han beiler med Vaaben!
Saa taled’ Haldan, med Ild i Blik,
Og dristig gik
For Faderen frem at stande.
Han kneiste frisk som den unge Bøg;
Med Kæmpehaanden ham Borkord strøg
De rige Lokker fra Pande:
„O nægt ei, Fader, min første Bøn!”
„„Siig frem min Søn!””
Ham svared den sølvgraa’ Gamle.
„Saa skjænk mig en Snekke til Vikingstog!
Man bliver ei Helt ved at drømme i Krog,
Med Faldehatten paa Skamle!
See, Solen vandrer, med Krands af Guld,
Om Jordens Muld,
Og Storken flyver i Høsten;
Men her jeg sidder i denne Hal,
Som Blommen trind i sin Æggeskal,
Me’ns Bølgen ruller om Kysten!
Bestandigt pladsker den dorske And
I Kjærets Vand;
Men vidt flyve Høg og Glente!
Jeg føler i Armen Kraft og Marv;
Kong Regnold lod mig sit Sværd i Arv:
Det lyster mig nu at hente!”
Og ikke forgjoeves Haldan bad.
Den Gamle kvad:
„„Den Bøn mig lyster at høre!
For Kvinden er Suk, for Manden Daad;
Men hør nu ogsaa din Faders Raad:
Det kan dig til Havnen føre!
Tilbed de evige Guder hist;
Thi Sjælens Gnist
Ei slukkes i Høiens Aske!
Taus rister paa Skjoldet Urd din Synd!
Og vee for hver Plet af Nastrons Dynd
Et Hav kan den ei afvaske!
I Rævegrave formum dig ei!
Gaa Sandheds Vei;
Til Lykken føre saamange:
Den lumpne Helvei er meest bekvem,
Men Ærlighedens gaaer ligefrem:
Den kryber ei som en Slange!
Yd stedse den svage Uskyld Værn!
Vær haard som Jern,
Hvor Thor ei farer med Lempe!
Og smelter dig Freias Rosenkind,
Da næbbes kun lidt under grønne Lind;
Men husk, at Du est en Kæmpe!
Bliv aldrig svimmel af Overmod:
For Nornen’s Fod
Er Helten liden som Krybet!
Udgyd dit Blod for dit Fædreland!.
Ær Kvinden, og priis hver dygtig Mand;
Men spark hver Niding til Dybet!
Bliv ikke en Gnier; thi husk, at Guld,
Som Du, er Muld!
Ræk gavmildt Haanden til Gjæsten!
Hvert Slag, dig gives, paa Stand betal,
Og falder du da paa blodig Val,
Vil Guderne sørge for Resten!”
Saa taled den Gamle, med hævet Røst
Fra Kæmpebryst,
Og kjærligt Sønnen velsigned’.
Ved Siden af Haabet, med gyldne Haar,
Og Kinden farvet i Rosenvaar,
Den graa’ Erfaring han ligned’.
Den næste Morgen alt Haldan foer
Fra Isefjord,
Me’ns Fuglene sang i Skoven.
Lig Ørneungen, fra Reden ud
Han fløi, saa let som et Pileskud,
Omkaps med Skyen for oven.