Sultan i sin Lænestol
Sig strakte ud i Palmens Skygge;
Visirerne med krumme Rygge
Stod om den høie Herskersol.
Han røg, som vel man kan begribe,
Sin Pibe
Og svoer
Høit ved sin Damascenerklinge,
At hvo der vovede et Ord,
En Lyd, hans Hoved skulde springe.
Saa, liig en stiv chinesisk Gud,
Han sad og pusted Røgen ud.
Paa Taaen sig hver Hofmand listed;
Thi hvo fordristed
Sig til at trodse sligt et Bud?
Alt faldt Despoten lidt i Staver,
Da hørte man en Lyd, o Skræk!
En Sværm af Bier fløi nok saa kjæk
Om Rosenbuske og Papaver.
Ha, raabte Fyrsten, usle Slaver,
Jag mig de frække Bremser væk!
Men neppe Slaverne sig nærmed
Og slog til Busken, før fornærmet
Hver lille, flittig Honningbi,
Fløi op og stak i Raseri.
Da blev der lystigt! Storvisiren!
Den første Pascha og Emiren
I Luften fegtede omkring.
Og hvo der saae dem, uden Tale
At dandse om med sære Spring,
Dem skulde troet en Flok af Gale.
Snart Hiin, snart Denne Braaden stak.
Da brød det ud i Au og Ak!
En saae man sig paa Haanden blæse,
En greb til Øie, En til Kind,
En tabte Tøflerne, mens blind,
Med svulne Læber, hoven Næse,
Despoten løb i Borgen ind.