To Hænder fik vi til at trykke
I Favn Alverdens Herlighed;
Men ak! de gribe kun dens Skygge,
Og trætte snart de synke ned.
To Øine fik vi til at skue
Med fromme Hjerter op til Gud;
Men ak! dem blænde Lysets Lue,
Og Mismod hyller dem i Slud.
To Øren fik vi til at lytte
Til Sandhed og til Glædens Røst;
Men ak! vi lukke dem og flytte
Til Dybet af vort eget Bryst.
Møisommeligt ved Vandringsstaven
Paa tvende Fødder frem vi gaae;
De bære hastigt os mod Graven,
Dog Haabet kan de aldrig naae.
Men for den Verden at udsjunge,
Hvortil ei Hjertet finder Rum,
Vi eie kun en enkelt Tunge,
Og den gjør Fryd og Smerte stum.