O, salige Lykke,
At Sang blev mit Kald,
Hvor Sorgerne bygge
I Taarernes Dal,
Hvor Slangen omspender
Saa mangen en Barm,
Og tusinde Hænder
Sig knytte i Harm.
Min Smerte er ingen
Uendelig Ørk!
Vel sænker den Vingen
Som Midnatten mærk;
Men Stjernernes Belte
Omfunkler dens Lænd,
Og Klagerne smelte
Til Jublen i den.
Fra oven neddaler
Begeistringens Stund,
Og ildtunget taler
Den ud af min Mund;
Da stammer og stammer
Ei meer jeg om Ord;
Da bliver mit Kammer
En Verden saa stor.
Da svæver fra Stolen
Jeg ud i det Fri,
Hvor Maanen og Solen
Mig rulle forbi;
I Guldfloder svømme
Fortryllende Øer;
Jeg banker i Drømme
Paa Himmerigs Dør.
Med Harpen i Haanden
Og Ild i mit Blik,
Jeg vandrer i Aanden,
Hvor Englene gik;
Da tykkes mig Verden
Et Gran for min Fod,
Skjønt nys i dens Færden
Jeg mismodig stod.
Det er, som en Himmel
Paa Læben mig laa;
Den støiende Vrimmel
Kan ei det forstaae.
Forundret den Blinde
I Øiet mig seer;
Den veed ei hvad inde
I Hjertet jeg bær’.
Men I, som mig fatter,
Som deler den Lyst,
Der atter og atter
Besjæler mit Bryst,
O, elsk mig, I Sjæle,
Trods Tid og trods Rum!
Naar Tanken har Mæle,
Naar Tanken er stum!