Mat gisped’ Luften som den Syges Lunge,
Og rødligt brændte Aftensolens Blik —
Ei hørtes Fuglene i Skoven sjunge;
Hvert Græsstraa, som en febertørstig Tunge,
Sig strakte frem med Bøn om Lædskedrik —
Men meer og mere trak det op paa Himlen,
Til Reden flygted’ ængstlig Fuglevrimlen;
Tungt nikked’ Kornet i den lumre Vind,
Og Kyllingen krøb under Hønen ind —.
Som et Uhyre, der har længe sovet,
Det skumle Uveir hævede sit Hoved;
Lig Bjerge taarnede sig Sky paa Sky,
Mens Bonden jaged’ mod den fierne By,
Mens Frøen dukkede tilbunds i Parken,
Og Koen brøled’ ængstelig paa Marken.
Jeg stod blandt Stammerne i Skovens Læ,
Alvorlig, hældet til et Bøgetræ,
Og saae den store, høitidsfulde Scene:
Først greb et mægtigt Vindstød Skovens Grene,
Saa blev det atter tyst, indtil et Skrald
Henrulled’ i den hvalte Tempelhal.
Som røde Slangebraade Lynet sisked’,
Og Stormens Vinge Bølgetoppen pisked’,
Alt var et Billede af Sjælens Kamp —
Regnskyen svulmed’ lig en Kæmpesvamp;
Da brast med eet den mørktilslørte Himmel
Som et beængstet Bryst, i mægtig Graad;
Det strømmed’ ned paa Engens Blomstervrimmel. —
Jeg mærked’ intet til, at jeg blev vaad;
Thi Mark og Eng og Høi og grønne Lunde
Drak Draaberne som Viin, med tusind Munde.
Snart meer og meer, i Horizontens Kant,
De mørke Tordenskyers Bulder døde;
Og Bonden kom og saae den rige Grøde,
Og reiste Axet, som han nedtraadt fandt.
Jeg aanded’ atter henrykt Aftenluften —
Fra Græs og Urter opsteg Ambraduften,
Og tusind Fugle sig mod Himlen svang
Og Skaberen en Jubelhymne sang.
Med henrykt Øie jeg mod Himlen skued’,
I navnløs Pragt den som et Guldhav lued’;
Men hvad jeg følte — dertil er ei Ord;
Det sang Alverdens Skjalde ei i Chor!