Odin reed fra Gudehjem,
Solen var hans Øie,
Bjergene, hvor han kom frem,
Monne dybt sig bøie;
Over Dødsens Flod i Spring
Satte han som Ingenting;
Snart paa Utgaards Sletter
Holdt han iblandt Jetter.
Thussekæmpen Hrugner laa
Mellem sine Heste:
Vidt og bredt, han bandte paa,
Var hans Dyr de bedste;
Med en Hesteprangers Blik
Snar var ingen Tanke
Som hans Gyldenmanke.
Saa blev Hesten kaldt, hvis Man
Var en Nordlys-Straale —
Odin svared’: „Nu velan,
Lad dem Kræfter maale!
Hvo af os, der rider bedst,
Eie skal den Andens Hest!
„Top,” skreg Bjergets Jette,
„Kjærlinger kun trætte!”
Hui! nu gik det med en Hast:
Lynet sprat fra Hoven,
Skibe sank og Fjelde brast,
Egen knak i Skoven;
Skum fra Sleipners Næsebor
Føg som Sneefog over Jord:
For den vilde Torden
Gøs af Rædsel Jorden.
Vel var Gyldenmank ei seen,
Dale dybt den traadte,
Men, med Skift af fire Been;
Sleipner løb paa otte.
Odin for og Jetten bag
Fløi med Hyp og Pidskeslag
Hen mod Valhals Porte,
Der blev Hrugner borte.
Fra sin Hurtigløbers Ryg
Vendte han en Mølle:
Jorden fik mod Nord et Tryk
Af hans Hoved-Kølle.
Tabt var vel hans Væddemaal;
Men han slog sig snart til Taal,
Da, i Valhal bænket,
Man ham Velkomst skjænked’.
Nu i Gudhjem Trolden sad
Fræk og førte Ordet,
Slugte Oxesteeg og Fad,
Trumfende i Bordet;
Drak og drak med fæisk Griin —
Skade for den søde Viin —
Til, som reent af Lave,
Han tog paa at rave.
„Frei — ick, den fordømte hik,
Vær min søde Kone!
Odin vil jeg sparke — ick,
Ned fra Hlidskjalvs Trone!
Hver en Gud i Valhals Slot
Hakker jeg som Finker smaat!
Stjaalet har I Hesten!”
Raabte Jettegjæsten.
Kjærligheds-Gudinden tog
Kaad han under Hagen,
Huiede og om sig slog,
Til han faldt paa Bagen;
Aserne med Møie op
Stilte hans uhyre Krop,
Angrende forsilde
Dette Drikkegilde.
Men som med det onde Dyr
Man var meest i Vaanden,
Thor kom hjem fra Æventyr,
Og var strax ved Haanden;
Bister raabte Kampens Gud:
„Pak Dig, Trold, paa Døren ud,
Eller for min Hammer
Styrt til Nastronds Flammer!”
Da fik Hrugner sin Forstand,
Dybt for Thor han bukked’:
„Skam Du fik, om sværdløs Mand
Banesaar Du hugged’!
Kan I ikke fatte Spøg?
Vundet har I jo mit Øg —
Hvorfor evig trætter
Guderne og Jetter?
Ginunggab kan jevnes ud
Snart med Jordemuldet:
Elskovs Disa til min Brud
Kjøber jeg for Guldet!
Lyst og Mørkt og Sødt og Surt,
Tidslen og hver Honningurt,
Ildens Kraft og Vandets
Herligt skal da blandes!”
„Nei, i Evigheden, nei!”
Mæled’ Thor med Mjølner,
„Pak Dig, Usling; thi hvis ei,
Snart dit Blod mig kjølner!”
Op foer Valhals Kobberdør,
Og den Thusse tumled’ ør,
Med et Stød i Nakken,
Ned ad Bifrost-Bakken.
Vildt mod Thor, fra Jordens Dal,
Knytted’ han sin Næve;
Raabte høit i Stormens Gjald:
„Snarlig skalst Du bæve!
Mød til Kamp ved Utgards Vold!”
„Ja,” qvad Trudvangs Herre bold,
„Naar din Tid er omme,
Vee, da skal jeg komme!”