Der staaer han, Nutids uhyre Kolos,
Det Skjødebarn af Seiren og af Lykken!
Der staaer han, som en lille Mand for os,
I Frakke graae, med Hænderne paa Ryggen!
O, see ham i det dunkle Øies Dyb:
Hvad staaer ei der for Kæmpegaade skrevet!
For ham var Menneskerne ikkun Kryb,
Hans Fryd var kun, naar hele Verden bæved’!
Naar Kongerne ham vented’ i hans Gaard,
Naar Vise maatte for hans Øie stamme,
I Slagets Bulder mellem Blod og Saar
Han blev urokkelig og kold den Samme. —
Med Herskerblikket satte han sin Fod
Paa Spaniens, Hollands og Italiens Nakke,
Omstyrted’ Troner i et Hav af Blod —
Den lille Corser i sin støvgraae Frakke!
At det var Afsind han til Moskau gik,
Saa raaber man — O ti med Daaretalen!
Han, som ei fattes kan af Tidens Blik,
Maal ham dog ei med slig en Skræderalen!
Hvo kryber vel som over Fjelde sprang?
Ei Ørnen frem i Støv lig Sneglen trænger!
Vildt, som Kometen bruste han sin Gang;
Men hertil, raabte Herren, ikke længer! —
Og han, der greb i Tidens Svinghjul kold,
Og hvirvlede dem rundt, saa Jorden bæved’,
Der skubbed’ Verdenslivet frem et Old,
Og sig forvoven op til Skjæbne hæved’,
Han maatte lære ved sit eget Fald,
At Mennesket er Usselhedens Broder —
Og Frankrig hersker atter — kun ved Moder.
Paa St. Helena saae han fra sin Bænk
Med Kinden vaad udover Verdenshavet;
Var det hans Taare eller Bølgens Stænk?
Og mon ei Ormen i hans Indre gnaved?
Mon ei han hørte sine Offres Skrig?
Mon ei hans Hjerte fattede forsilde,
At Den er dog kun stor, som føler sig
Med ydmyg Sjæl mod Herrens Almagt lille?!
Far hen, Du himmelstormende Gigant,
Som vildt drev Blodet om i Verdens Aarer!
Heel prægtig var den Seierskrands Du vandt;
Men dryppende af Blod og Enkers Taarer
Dit Despoti har Frihedsilden vakt:
Nu Folkene afryste Hovmods Tømme!
Far hen — Du dreves af en større Magt!
Dig kan ei Jordens svage Sønner dømme!