Som Førstefødte blandt Floras Smaa,
Opsloge vi nys vore Øine blaae
Ved Kys af Vaarsolens Flamme;
Os Græsset dækked’ saa luunt og blødt,
De smaae Zephyrer os vuggede sødt,
Og Himmelens Dug var vor Amme.
Med Øinene snakked’ vi sammen saa smaat,
Thi Øiensprog kjende vi Blomster godt,
Og høit i vor luftige Stue
Os Lærken saa deilige Viser sang;
Men snart kom der En i den grønne Vang,
Han førte os bort fra vor Tue.
Han bringer os nu, o Søster kjær!
Som hans Gesandter vi hylde Dig her,
Som Blomsternes deilige Dronning!
I Ynde for Alle Du Prisen vandt,
Lig Bien han dybt i Dit Hjerte fandt
Den sødeste, lifligste Honning!
Ei Rosens Kind er som Din saa rød,
Ei Nellikens Duft som Din Aande sød —
Hvor findes til Øinene Lige?
Kjærmindens ei ere saa rene og blaae,
Det er, som man ind af to Kighuller saae
I selve Himmelens Rige.
Og hvergang Du ude paa Engen gaaer,
Da skal vore Søstre i Sommer og Vaar
Dig sødeligt dufte til Ære;
Da skal de saa ydmyge kysse Din Fod,
Thi Du er saa from og saa englegod!
Ja gjerne som vi de vist Marken forlod’,
Naar blot de hos Dig kunde være!