Paa den dejlige Skovgaard i Ordrup Krat
ligger den unge Frue
saa fin og yndig at skue.
Er hun syg? O nej — kun en Smule mat,
der er sket et Himlens Mirakel:
Storken har bragt en kostbar Skat!
Beth maa ej gjøre Spektakel.
Diavolo, Husets gamle Hund,
maa kjønt holde Fred med Katten,
slet ikke gjø, men holde sin Mund,
selv naar Noget pusler om Natten.
Den unge Frue trænger til Ro —
de spørgende Øjne, de sjældne to,
saa forunderlig dybe og smukke,
hun trænger til lidt at lukke —
thi paa Skovgaard gynger en Vugge!
Da Morgenlærkerne sang i Kor
og Søndagsklokkerne ringed,
fik Beth og Agnes en lille Bro’r —
Gud ské Lov, han er ikke bevinget!
Var han en Engel, da fløj han vel væk,
men han har sin Faders og Moders Træk
og vil voxe sig snart til en Gut saa kjæk,
naar bare man giver lidt Stunder.
Endnu er han spæd og har intet Navn,
som han hviler der i sin Moders Favn
og dier sig stærk og blunder.
Verden er dum: den kalder Sligt
for ganske naturligt og virkeligt —
mig synes det Stof til et dejligt Digt,
ja, næstendels et Guds Under.
Jeg gamle Digter, som sér Guds Haand
i det Større, som i det Mindre,
jeg sidder her med bevæget Aand
og med Øjne, som glade tindre;
Velsignelsen over det gjæstfri Hus,
Velsignelse over Moderens Seng
— jeg strør den i Tanker med Roser —
Velsignelse over den lille Dreng,
som snart skal springe * paa Mark og Eng
i «smaabitte Sko og Hoser».
Vridsløselille, den 3dje August 1880.