Hav Tak, min Ven, for det lystige Brev,
som Du mig hernede fra Syden skrev!
De flotte Vers, de vingede Ord
har glædet mig mér, end maaske Du tror;
de virked paa mig som et Foraarspust
af den Luft, hvormed Du har fyldt din Lunge;
Du kan tro, det kom mig belejligt just:
Vejret var trist — mine Tanker, tunge —
taageindhyllet Fængslet stod —
Kragerne selv havde tabt deres Mod,
de sad paa Ringmuren ganske forknytte.
— Jeg syntes, Verden hang ved min Fod
som en uhyre Skarnbøtte!
Jeg var træt og sørgmodig: gaaet istaa;
jeg kom derovre fra «Ulykkens Huler»
i det Brødens Palads, hvis Celler smaa
alskens Jammer for Lyset skjuler:
værkbrudne Sjæle, — Menneskevrag —
Folk, der har tabt her paa Jord deres Sag —
haarde Halse — gordiske Knuder!
— mit daglige Selskab. — Ved alle Guder,
sligt kan nok Humøret til Jorden slaa!
Ja, var blot Himmelen altid blaa!
Men tænk Dig: i skumle Novemberdage
i en Egn saa flad som en Pandekage
med et bundløst Føre som Syltetøj paa!
Graat i Graat var derude alt.
I min Have Bladene visnede faldt:
vaade, ormstukne, dødstrætte, gule,
flagrende hid og flagrende did
som Gjenfærd af spraglede Sommerfugle,
for at ende i Snavs som Alt i vor Tid.
Inde i mig saa’ det ud som i Haven;
Mismodets Taage laa paa mit Sind —
jeg tilstaar Dig, Ven, jeg tænkte paa Graven
og følte mig dobbelt inderlig gnaven,
da min Poppedreng kroed sig stolt paa sin Pind
og lo, saa det klukked i Maven.
Se, da bragte man mig dit Brev.
Jeg troede knapt mine Øjne:
Jo, paa min Sjæl! det var Dig, der skrev
i Vers overgivne, forfløjne,
Rhythmer med lange og korte Ben
rev mig afsted som i Galopade;
da faldt mig fra Hjertet den tunge Sten:
jeg var igjen paa den grønne Gren,
trods Sludvejr og ormstukne Blade!
Nu er der Solskin, Ven, i mit Sind,
skjøndt Efteraarsregnen pisker paa Ruden.
Kommer ej Lykken ubuden ind,
kan til Nød vi den være foruden!
Verden er, som vi selv den sér!
Der er Noget til, som er bedre end Lykken;
jeg fornemmer det stundom ved Fængslet her
som de første Spor af de Vingefjer,
der skal voxe en Gang mig af Ryggen.
Novbr. 1872.