Snart rinder Aarets sidste Time ud;
atter skal de lyde, af Vindene baarne,
de gamle Koraler med det festlige Bud:
Et Nytaar er oprundet! Pris være Gud!
Basunerne skal hilse det fra vore Taarne.
Vi Ældre, vi gribes saa sært af det Ny —
Livet er saa kort; dog lad Aarene ile:
i det Kommendes Gry.
se vi Haabet med Barneøjne smile!
Børnene og vi forstaa hinanden bedst.
Mindet og Haabet i Slægtskiftet mødes;
aldrig dog saa skjønt som i Aarets sidste Rest,
i den hellige Jul, den livsalige Fest,
naar det Nye er i Færd med at fødes.
Støj kun, I Unge! dans kun, I Smaa!
Om Juletræet dér bør vi Alle slutte Kjæde;
vi Gamle og Graa,
vi er med; vi dele Eders Glæde!
Just naar ved Aarets korteste Dag
Mørket mest os knuger, vi drages mod det Lyse,
glemme dog ej den Tid, som ligger bag:
Storme har dækket vore Kyster med Vrag
og Dødsskrig bragt Hjertet til at gyse.
Vi Menneskemyrer, vi løfte os paa Taa,
vil saa gjerne for Skabningens Mestere gjælde,
— men hvor smaa, men hvor smaa,
naar Naturen sig rejser i sin Vælde!
Stol da ej, min Sjæl, paa de udvortes Kaar,
de skifte saa let, som min Haand jeg kan vende.
Sludvejr i Dag, og Solskin i Gaar!
Ingen af os véd, naar hans Time den slaar,
— hvad der Dagen i Morgen skal hænde.
Graanet af Tiden, jeg sidder nu her, —
Aanden er karsk, men Legemet svigter
— duer næppe mér!
Men til Øjnene briste, er jeg Digter!
Endnu engang maa i Ungdommens Lejr
jeg svinge uden Frygt en uplettet Fane.
Stærk i min Tro paa Sandhedens Sejr,
trodser jeg Meningers skiftende Vejr:
Livet maa fremad paa sin knudrede Bane!
Mægtige Ting i min Tid er der skét; —
nu, af mit Slægtled som En af de Sidste,
staar jeg med Tak for, hvad Stort jeg har sét.
Ogsaa jeg er Profet:
Baandet mellem Jord og Himmel skal ej briste!
Ej skal den rulle som en gudsforladt Bold,
denne Jord; den er stor, den har Plads end til Mange!
Menneskehjertet er endnu ej blevet koldt.
De klippe det ej over, dette Baand, som har holdt
gjennem Tusindaarskampe, — vær slet ikke bange!
Lad kun Menneskeaanden paa sin svimlende Flugt
trodse dristig Naturens: «Hertil og ikke længer!»
Vi aves ved dens Tugt, —
til dens hellige Modermælk vi trænger!
Følg mig, I Gamle, saa Mange som I kan!
Udvid ej Kløften! forøg ikke Hadet!
Det er Ungdommens Kraft, som skal frelse vort Land,
den er Fremtidens Marv; skal i Nød holde Stand;
den skal vende i vor Krønike Bladet!
Ogsaa vi har jo gjæret og sydet engang
og styret, som der altid var Medbør i Sejlet.
Det er Livsmod og Marv, hvortil vi har Trang,
i Daad som i Sang,
men ikke til et Skinliv for Spejlet.
Mod da, min Sjæl! Du har fulgt din Mission,
selv om din Gjerning var ydmyg og lille.
Brød jeg ingen Bane, blev jeg Epigon —
hvad bekymrer det mig: Jeg har frelst min Person,
— til Sangens Vaar, dér kom jeg forsilde.
Jeg sang dog om det Liv, der ej skal forgaa,
saa frejdig som Lærken, før Vinteren er omme;
bygged med i det Smaa
paa den skjønnere Verden, som skal komme!
Den 21 December 1880.