Ræven lister sig til sin Hule:
Nu er det nok Tid, at jeg maa mig skjule;
I Østen glimter alt Dagens Spor.
Saa smutted den ned i den sorte Jord;
Der skrege og græd med arrige Tunger
De smaa rødhaarede Ræveunger.
I Middagens Hede de fik dog Lov,
At lege lidt ved den kjøle Skov.
Men Rævemoderen speidede rundt,
At Ingen skulde forvolde dem Ondt;
Til Jorden hun lyttende Øret pressed,
Mens Ungerne dandsed omkring i Græsset.