Ved Havet vandred en Abekat,
Da fik han en opskyllet Østers fat.
Han banked paa den af alle Kræfter;
Men haard var Skallen, den gav ei efter.
Ei, ei, da tænkte den snilde Abe,
Engang maa Østersen dog vel gabe!
Der sad nu Aben og passed paa,
Derinde Østersen søvnig laa.
Nu aabned den sig, da stak han ind,
Behændigt, dybt i dens Gab en Pind;
Og medens han skilte Skallerne ad,
Han sagde: Herr Østers, tak for Mad!