En Kæmpehøi paa Marken staar,
Der græsse nu Bondens Lam og Faar.
Og Solen skinner, og Vinden vifter,
Og Maanen sit Lys paa Himlen skifter,
Og Lærken hvirvler i Sky sin Sang,
Saa sang den og for Kæmpen engang.
Nu sover han længst fra Verdens Kiv; —
Men aldrig uddør Naturens Liv —
Bag Bautastenenes Skygger brede
Tye Faarene ind for Solens Hede.
De frydes ved Livet, som Gud dem gav,
Og slumre sorgløst paa Kæmpens Grav.