Det blæser og regner om Bondens Gaard,
Derude paa Møddingen Hanen staar;
Den skraber og skaber sig vigtig nok,
Og galer og skrukker: kok, kok, kok;
I Hønsesproget det skal nok sige:
Der er dog i Verden ei min Lige!
Men Blæsten gaaer gjennem Hegn og Krat,
Den griber Hanen i Halen fat;
Da maa den rende og bruge sin Fod,
Det hjælper slet ei, hvad den stritter imod;
Men alle Hønsene see paa hinanden,
De tænke: er Hanen mon fra Forstanden!