Den var bragt over Sø og salten Vand
fra en Havn et Sted i Levanten.
Nu hejsed de den fra Skibet i Land
med lystig Opsang af alle Mand;
— i Evropa stod nu Giganten.
Hvad Under, den var i snavs Humør
efter al den Skvulpen paa Rejsen!
Kosten ombord havde været tør;
den var vant til at knase paa Sukkerrør,
— og nu denne Hiven og Hejsen!
Den vidste jo godt: den kunde dem slaa
til Jorden Alle med Snablen,
de Lilleputter, den om sig saae,
det var det, den stod og grundede paa —
der var noget Voldsomt paa Stablen!
Ført fra Asien, sit skjønne Hjem,
fra Bananers og Palmers Skygge,
den skulde nu vises for Penge frem;
— den var jo saa from og lærenem,
et Skabningens Mesterstykke.
— Det var i Livornos Havn, jeg tror,
jeg husker det ikke saa nøje.
Trængslen omkring den var meget stor,
Gadedrengene jubled i Kor;
af Vrede funkled dens Øje.
Da tordned med Et en Kanonsalut
i Havnen fra Citadellet —
da var Elefantens Taalmodighed brudt:
Torvet den rydded i et Minut,
med et Slag sin Vogter den fælded.
Snablen den brugte som Krigstrompet,
saa stormed den op ad Gaden.
Dér vidste man ej, hvad nys var skeet;
Mage til Syn var aldrig seet:
den erobred i Stormløb Staden!
Den fór afsted i dundrende Trav
over Torve og ned ad Stræder,
trampende ned, hvad Plads ej gav,
knækkede Lygtepælene af,
forfulgt af Skrigen og Eder.
Rundtom blev Byen som folketom,
thi forud iled nu Rygtet.
Man vidste jo ej, fra hvad Kant den kom
Der var ingen Tid til at see sig om —
i Husene ind man flygted!
Fra Vindverne knalded det Plaf i Plaf:
de vilde skyde Uhyret,
men Huden var tyk. Naar Kuglerne traf,
de tirred den kun, mens de prelled af,
og vildere rasede Dyret.
Men see: nu standsed den ved en Bod:
— der var Noget, som laa den i Vejen,
som trillede rundt foran dens Fod.
— En Stund Elefanten forundred stod
og betragted det næsten forlegen.
Det var et Barn — et uskyldigt Nor,
som ej var reddet i Tide;
med Snabelen tog den det op fra Jord,
og som den kunde være dets Mo’er,
den lagde det varsomt til Side.
Saa fór den om Hjørnet og stak i Fart
gjennem Porten ind i Kastellet;
der stod en Skildvagt med Knebelsbart,
men før han fik sit: „Hvem der?” besvart,
han laa paa Ryggen og sprælled.
Ved alle de mange Kugler at see,
som laa i Bunker derinde,
fik Elefanten en snild Idee;
— nu skulde Byen en Ulykke skee
og lære Respekt for sin Fjende!
Saa snapped den Kuglerne én for én
og hvirvled dem ud over Byen!
den brugte sin Snabel, den var ej sen
— der skulde ej blive Sten paa Sten!
De fløj som Bomber mod Skyen.
— Gud veed, hvordan det Hele var endt,
hvis ikke et Skud fra Siden
havde lidt Bly den i Hjernen sendt;
— den havde dem Alle endevendt.
Nu blev den et Offer for Striden.
Den blev skeleteret og pillet ren
og samlet Knokkel for Knokkel.
— Til Danmark førte en Lærd dens Ben;
i Museet staar den: en vældig En,
et Kæmpeskelet paa en Sokkel!
— Saa gaar det de Store i Kamp med de Smaa:
de Sidste faa Magten i Længden.
Saa vil det altid i Verden gaa:
Kravlet kommer dog ovenpaa, —
Respekt for de Smaa — for Mængden!