Igjennem Plantens Liv der gaaer en Længsel:
Sin Blomst, sit Bedste stræber den at naae.
Fra Spiren bryder frem af Frøets Fængsel
Er hvert et Blad kun et Forsøg derpaa.
Den Skjønhedsform som Blomsterkalken eier,
Naar Planten pranger i sin fulde Flor,
Den er en langsomt vunden, stille Seier;
Fra Blad til Blad Du følge kan dens Spor.
Thi agt de grønne Blade ikke ringe!
Den Kraft, som drømmer skjult i Frø og Løg,
Som vil sit Ædleste for Lyset bringe,
Den naaer kun Seir ved famlende Forsøg.
Fra Blad til Blad den maa mod Lyset hige;
Og disse Blade, disse grønne Skud
Er Blomstersjælens lille Længselsstige,
Hvis Trin den føre op til Gjennembrud.
See, hvor de første følges af de næste,
See, hvor de trænge frem til Solens Daab:
Det Bedste vil de yde, ja, det Bedste!
Men ak — hvert Blad bli’er kun et skuffet Haab!
Et skuffet Haab — som hvert af disse Digte,
Et Tilløb kun til hvad jeg vilde meer —
Men dog et Vidne, selv naar Ord mig svigte,
Om Blomsten i min Sjæl, som ei Du seer!
Hvad Bladet lover, det skal Blomsten holde.
O kunde disse Blade Du forstaae!
Det er mit Væsens Blomst, jeg vil udfolde,
Min Digterlængsels Krone, jeg vil naae!